BOGOMTALE “DEN UENDELIGE HAVE” af Rasmus Ejrnæs

Jeg faldt over denne charmerende lille håndbog af Rasmus Ejrnæs, biolog og forsker fra Aarhus Universitet, og jeg kan godt lide bogens budskab.

Forfatteren opfordrer i sin bog til, at gøre det modsatte af hvad de fleste andre havebøger opfordrer til, nemlig at trække sig tilbage og give mere plads til naturen i sin have.
Han opfordrer til, at vi i stedet for at planlægge, strømline og dominere naturen i vores haver, i stedet lader den komme til sin ret, så vi kan nyde den, samtidig med at vi hjælper biodiversiteten lidt på vej.

I bogen nævnes talrige forslag til blomster og planter man kan introducere i sin have og som læser får man indsigt i træers og planters kompleksitet og indbyrdes interaktion.
Og han nævner at man måske engang imellem må understrege overfor ens naboer, at haven er “Vild med vilje”, da vi gennem generationer har været vant til at lade naturen underlægge sig os.

Bogen er let læst, men fuld af vigtig viden.
For eksempel fortælles der om, at mange planter naturligt trives bedst i næringsfattig jord.
De er nøjsomme og vokser langsomt, og giver derved plads til mange forskellige arter på samme areal.
Knaphed har været langt mere udbredt i jordens historie end rigelighed, derfor er de fleste vilde planter tilpasset et liv i nøjsomhed.
Mange af vores haver ligger dog på meget næringsrig jord.
Hvis naturen får frit spil i sådan en have, vil den hurtigt blive domineret af skvalderkål eller andre hurtigt voksende planter.
Derfor skal haven i starten hjælpes lidt på vej.
Forfatteren giver anvisninger på hvordan man kan gøre, og hvilke vilde planter og blomster man kan introducere.

Bogen giver god inspiration til den haveejer, der gerne vil bidrage lidt mere til biodiversiteten til gavn for såvel haveejer, som de talrige smådyr, der vil finde føde og bolig der.

Kort opsummeret giver forfatteren inspiration til, hvordan man kan gå fra den altdominerende “pæne have” med afrettet græsplæne og ligusterhæk, til den “uendelige have” som hele tiden ændrer karakter, og som giver næring til fantasi, tålmodighed og nysgerrighed.

Jeg savner dog alligevel nogle nemme og overskuelige tjeklister, for eksempel med udgangspunkt i havers størrelse og placering, så det vil være nemmere at komme i gang med at gøre egen have uendelig.

Men en dejlig inspirerende bog er det helt sikkert.

Rasmus Ejrnæs: DEN UENDELIGE HAVE, udgivet af Aarhus Universitetsforlag, 2016.
Omtalt af Tine Olesen 9. august 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four + 6 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.